17-årige smadrer ruder på flere biler

To 17-årige unge mænd blev sent i aftes hevet ind til alvorssnak på politistationen efter omfattende bilhærværk.

Kort før midnat tirsdag aften blev Nordjyllands Politi gjort opmærksom på flere tilfælde af hærværk mod biler på Ryesgade i Aalborg. I alt seks biler havde blandt andet fået smadret ruderne, da politiets patrulje ankom til stedet, hvor de anholder en 17-årig ung mand.

Kort efter anholder patruljen også den 17-åriges jævnaldrende kammerat, og de bliver taget med til afhøring på politistationen, hvor deres forældre også er til stede. I forbindelse med afhøringen erkender de to 17-årige, at det er dem, der har begået hærværk mod bilerne.