19-årig kæmpetalent drømmer om stor dirigentkarriere

Johanne Grønkjær Lorenzen er bare 19 år gammel, men beskrives som et af Danmarks største dirigenttalenter.

Johanne Grønkjær Lorenzen har brugt flere år på at blive god til at spille musik. Men i 8. klasse traf hun et valg og tog i skolepraktik hos Aalborg Symfoniorkester.

- Da jeg var 16 år, var jeg enormt målrettet. Jeg skulle være dirigent, punktum. Meget stort punktum, siger Johanne Grønkjær Lorenzen. 

Hun er kun 19 år gammel, men Johanne anses allerede som et af Danmarks største dirigenttalenter. I den spæde start af sine karriere, søgte hun hjælp hos Morten Friis, kulturskoleleder i Rebild Kommune.

- Hun er ikke en helt almindelig pige. Det er ikke hverdagskost, at man møder et ungt menneske, der kommer til en og siger "Morten. Jeg vil gerne være dirigent, og du skal hjælpe mig", siger Morten Friis.

Johanne kom på et to-årigt talentudviklingsforløb og er nu tilbage, hvor det hele startede - i Nordjyllands Ungdomssymfoniorkester. Men nu er det hende, der svinger taktstokken og skal få 80 musikere til at levere sit ypperste. 

- Det er orkestret, der spiller, så man skal have dem til at spille så godt som muligt. Jeg kan godt stå og sige til folk, hvad de skal, men det er dem, der skal gøre det. Så det er et samarbejde. Jeg vil gerne have det her - men jeg vil også have, at orkestret vil det her, siger Johanne Grønkjær Lorenzen.

Rejsen er først begyndt

Den unge dirigent er krævende, men først og fremmest forstående. Hun gør sine musikere bedre, end de selv tror, de er. 

- Hun har den der forståelse for, at det ikke er hende selv, der skal være på. Hun skal hjælpe andre med at være på, og det er hun sindssygt god til. Hendes hemmelige våben er, at hun ikke siger, "du kan", eller "jeg kan". Hun siger, "vi kan", siger Morten Friis.

Men Johannes rejse er først lige startet. Hvor den ender, tør hun ikke gætte på. 

- Jeg er på en meget lang rejse, og jeg er lige begyndt. Der er lang vej igen, siger Johanne Grønkjær Lorenzen.

Johanne og resten af orkestret skal spille til DR's orkester-fetival i næste weekend.


Seneste nyt

fra Nordjylland