19-årig er for rask til pension

02:37

Foto: TV2/Nord

Foto: TV2/Nord

Foto: TV2/Nord

1 af 4

Mathias Søndergaard, 19 år, lever i konstant smertehelvede og kan ikke gå mange meter. Alligevel er han for rask til at få pension.

Den 19-årige Mathias Søndergaard er så godt som lænket til sit barndomshjem i Terndrup, efter en tragisk ulykke for tre år siden vendte op og ned på hans liv.

Mathias Søndergaard havde en lovende karriere som BMX-rytter foran sig med flere nordiske og danske mesterskaber. Men i maj 2011 gik det galt. Et forkert hop på cyklen resulterede i en diskosprolaps, og han har siden gennemgået to store rygoperationer og bliver aldrig sine smerter kvit.

- Der er mange ting, jeg slet ikke kan. Jeg kan højst gå 30 meter, så jeg har ikke så meget livskvalitet nu, og kan for eksempel ikke gå i byen som andre unge, siger Mathias Søndergaard.

Mathias Søndergaard har søgt om at få pension, men har fået afslag, for ifølge Rebild Kommune er han for rask til pension.

I stedet skal han være klar på de næste fem år at være i ressourceforløb, det vil sige, han skal testes for om han kan arbejde.

Mathias Søndergaard og hans familie er rystede over den behandling, de har fået af Rebild Kommune, og heller ikke kommunens viceborgmester er tilfreds med sagens forløb.

- Jeg synes, det lugter af kassetænkning, og jeg er sikker på, at man kunne have hjulpet den unge mand bedre. Det er synd for ham, og det kan vi ikke være bekendt, siger byrådsmedlem og viceborgmester Allan Busk (Den Sociale Fællesliste).

Formanden for sundhedsudvalget, der blandt andet står for at bevillige pensioner, hedder Annette Søegaard, og hun afviser, at der er tale om kassetænkning, og kommunen dermed spare penge på at fastholde Mathias Søndergaard i såkaldt ressourceforløb i stedet for at tildele ham pension.

- Jeg mener bestemt ikke, der er tale om kassetænkning. Det handler om at finde det bedste tilbud til hver enkelt borger, siger Annette Søegaard (SF).

Rebild Kommunen sparer dog penge på ikke til tildele Mathias Søndergaard pension.

Arbejdsprøvningen koster kommunen 3300 kroner om måneden, mens en førtidspension koster godt 17.500 kroner.

Viceborgmester Allan Busk vil nu have undersøgt sagen til bunds.

- Det, der foregår her, det vil jeg ikke lægge navn til, siger Allan Busk (Den Sociale Fællesliste).