19 km nye kloakker for 200 kr. om året

Aalborg Kommune vil i de kommende år forøge udgifterne til fornyelse af kloaknettet - for at imødekomme fremtidens klima.

<b>Voldsom regn</b>
Klimaændringerne påvirker nedbørsmønstret over Danmark i et betydeligt omfang. Udledning af CO2 vil betyde stigende temperaturer - og voldsommere regn, når nedbøren afløser de lange perioder med varmt og tørt vejr. Sommernedbøren i specielt august måned vil øges i såvel hyppighed og intensitet, og ekstremregn vil blive mere almindeligt for danskerne. Det oplevede Aalborg bl.a. den 4. august i år, hvor vi fik 65 mm regn fordelt over seks timer.

<b>Kloakkerne tilpasses fremtidens klima</b>
Kravene til private og offentlige kloaksystemer og de offentlige renseanlæg bliver også større og større. Men Kloakforsyningen har igennem mange år systematisk fornyet de kloakker, der er for små, i dårlig tilstand, utætte osv.

- I 2007 blev der fornyet ca. 10 km kloakledninger i Aalborg Kommune. I de kommende år vil Kloakforsyningen forøge udskiftningstakten til ca. 19 km pr. år - svarende til en hundredårig levetid for kloakledningerne i kommunen. Udgiften til fornyelsen var i alt på ca. 150 mio.kr. i 2007. Denne udgift vil stige i de kommende år på grund af den forøgede udskiftningstakt, udtaler rådmand Preben Pedersen.

<b>Robust kloaksystem</b>
De fornyede kloakledninger er i fleste tilfælde større, end de gamle som erstattes, idet de tilpasses fremtidens klima. Dette har medført, at kloaksystemet i Aalborg Kommune gradvist er blevet mere robust og risikoen for oversvømmelser er blevet mindre.

- Fornyelsen af kloakledningerne, der også medfører en adskillelse af regn- og spildevandet, medfører udover færre oversvømmelser også færre rotter, forbedret vandmiljø i Limfjorden og i åerne og en bedre sikring af grundvandet - altså et godt bidrag til folkesundheden, siger rådmand Preben Pedersen.

<b>Rullende planlægning</b>
Kloakforsyningen gennemfører en rullende planlægning, der er baseret på kloaksystemets fysiske og driftsmæssige tilstand, men også andre ledningsejeres ønsker, byudvikling og byggemodninger har indflydelse på hvor i kommunen, Kloakforsyningen ønsker at forny kloaksystemet.

<b>Vandledningsbidraget finansierer</b>
Det er vandledningsbidraget - der betales af vandforbrugerne - der finansierer fornyelsen af det offentlige kloaksystem. Bidraget er sammensat af et fast bidrag og et bidrag, der fastsættes på baggrund af det konkrete vandforbrug.

<b>Fast bidrag</b>
Det faste bidrag er kendt fra bl.a. den tidligere Sejlflod Kommune, og er pr. 1.1. 2008 blevet udbredt til hele Aalborg Kommune. Det faste bidrag er således med til at sikre et økonomisk grundlag for de faste udgifter for Kloakforsyningen i Aalborg, og er med til at holde vandledningsbidraget fra forbruget nede.

<b>200 kr. i 2008</b>
Det faste bidrag udgør pr. 1.1. 2008 200 kr. pr. tilsluttet ejendom.

Flere nyheder fra TV2 Nord