19 sømænd efterladt på tankskib ved Skagen

Uden brændstof og proviant sidder besætningen på 19 mand efterladt på et tyrkisk/russisk ejet tankskib ud for Skagen. Samlet har de en kvart million amerikanske dollars til gode i ubetalt løn.

I nu 20 dage har besætningen om bord på tankskibet Natig Aliyev ligget for anker i Aalbæk Bugt otte sømil ud for Aalbæk mellem Skagen og Frederikshavn. De 19 mand om bord har ingen brændstof og ingen proviant - og de har ikke fået udbetalt løn i fire måneder.

Det skriver den internationale fagorganisation CO-Søfart på sin hjemmeside.

Skibet ankom til bugten den 7. februar, og nu har besætningsmedlemmerne bedt om hjælp, efter de danske myndigheder har været om bord på grund af ubetalte regninger.

- Vi har brug for hjælp til at få vores løn og få billetter til at rejse hjem. Flere af besætningen har allerede afsluttet deres kontrakter, skriver besætningen, der består af russere og ukrainere, til fagforbundet ITF.

I alt skylder rederiet Palmali, der ejer tankskibet, besætningen løn for 250.000 amerikanske dollars. Det svarer til cirka 1,5 millioner danske kroner.

Hjælp til sømænd på standby

Det er ikke første gang rederiet Palmali er involveret i en sag som denne. For fire måneder siden havde rederiet, som har forretningsmæssige forbindelser til Rusland, et skib til at ligge i Aarhus.

Her var var skibet tæt på at blive tilbageholdt, og besætningen her havde 134.000 amerikanske dollars til gode.

Heldigvis for besætningen på Natig Aliyev i Ålbæk Bugt er der hjælp på vej. Søfartsstyrelsen går nu ind i sagen, og takket være en forsikring kan de 19 mand få deres løn udbetalt.

- Vi forsøger at gøre, hvad vi kan for at skaffe dem mad og billetter hjem, men vi kan ikke komme om bord på skibet i det her vejr. Vi har svaret på sømændenes mail, men vi har endnu ikke fået noget svar. De er sikkert bange, siger Morten Bach fra ITF til TV2 Nord.

Heller ikke rederiet, som ejer tankskibet har svaret på Morten Bachs henvendelser.

- Jeg har skrevet til rederiet og fortalt, at vi vil hjælpe besætningen med proviant og brændstof. Rederiet har ikke svaret tilbage, fortæller Morten Bach.

Sandsynligvis bliver det først i starten af næste uge, at vejret tillader en tur ud til tankskibet.


Seneste nyt

fra Nordjylland