TV2 Nord

19 søfolk strandet ud for Skagen

Foto: Rune Borre-Jensen

I over to måneder har 19 søfolk været strandet ud for Skagen, mens rederi og leverandør skændes om en gæld på 275.000 US dollars.

Sagen startede den 13. maj, hvor tankskibet Hartzi fik fjernet tilladelsen til at sejle videre på grund af manglende betaling for skibsolie. Da det cypriotiske rederi der ejer skibet, er i økonomiske problemer, er skibet indtil videre tilbageholdt. Det skriver Fagbladet 3F.

- Det er ganske enkelt grotesk. I forvejen har søfolkene været af sted i elleve måneder. Og nu sidder de og venter på at komme væk fra skibet, siger skibsinspektør Morten Bach fra det Internationale Transportarbejder Forbund (ITF) til Fagbladet 3F.

Men det ser ud til, at hjælpen måske er på vej til de 12 russere, fire ukrainere og tre filippinere på skibet. Et norsk rederi er gået ind i forhandlingerne om at overtage driften af skibet og dermed sikre, at søfolkene kan få løn og komme hjem.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord