Babyer er forsøgskaniner for studerende: - Det er lidt et andet tempo og niveau
Foto: Mick Knive Anderson / TV2 Nord
Sol og hendes mor var mandag forsøgskaniner for fysioterapeutstuderende.
Kommende fysioterapeuter rykkede mandag ud af klasselokalet og ind i et fitnesscenter sammen med 12 mødre og deres babyer.
Mandag var de tunge studiebøger skiftet ud med skrål og baby-pludder for Eva Amstrup og hendes studiekammerater fra UCN’s fysioterapi-studie.
I stedet stod den på motoriske lege for mødre og deres babyer til en anderledes undervisningsdag i fitnesscenteret ved Nørresundby Idrætscenter.
- Vi plejer at sidde i et klasselokale og høre teori. Så det med at komme ud og prøve det af i virkeligheden, som er det, vi skal ud til senere, det er spændende, fortæller Eva Amstrup.
Mødre og babyer som forsøgskaniner
12 mødre – og endnu vigtigere deres 12 babyer - stillede sig selv til rådighed for Eva og resten af de studerende på 6. semester.
Her fungerede de som forsøgskaniner for de kommende fysioterapeuter, som var ledsaget af en erfaren børnefysioterapeut. For tiden har de gang i et særligt børnetema, hvor de undersøger børnenes motorik og øver sig i at give forældre gode råd til øvelser.
- Vi starter allerede med at få erfaring nu. Og vi skal se en masse børn og prøve det af, som vi har lært. Så det her får vi rigtig meget ud af.
De studerende har været i praktik før, men få af dem har erfaring med babyer, og det kræver noget andet.
- Det er lidt et andet tempo og niveau, babyerne er på, og der er mange lyde, som man skal kunne være i. Man kan ikke bare sætte sig ned og sige ’det er sådan her, at det er,’ når man har med børn at gøre, fortæller Eva Amstrup.
Se hele indslaget fra fitnesscenteret:
En lærerig dag for store og små
Sol og hendes mor Camilla Rahbek var en af de 12 duoer, der deltog i Eva og studiekammeraternes undervisning, og det var med overraskende succes.
- Jeg var lidt nervøs for, om Sol kunne blive her. Hun kan jo kravle, så det er ikke altid sjovt at ligge på ryggen. Men det gik egentlig meget godt, fortæller hun.
Camilla synes, at undervisningsdagen var et givende arrangement både for babyerne og de studerende.
- Det er en god måde for de studerende at lære, og også godt for babyerne at prøve noget nyt, slutter hun.