2 nordjyske virksomheder får fornem gazellepris

De to nordjyske virksomheder Radioanalyzer ApS og PakkecenterNORD har modtaget fine priser til Børsens årlige gazelle-prisuddeling.

For 24. gange har Børsen kåret de hurtigst voksende virksomheder i Danmark – de såkaldte gazeller.

Blandt deres top ti er der ingen nordjyske virksomheder, men nordjyderne var dog ikke helt oversete til kåringen på Tivoli Hotel og Congress Center onsdag den 5. december.

Her blev den aalborgensiske virksomhed Radioanalyzer ApS nemlig kåret, som årets vinder af digitalprisen. Virksomheden analyserer de danske radiolytteres reaktioner og videregiver viden til skandinaviske radiostationer. Det kan eksempelvis være viden om, hvor mange der lytter med, og hvordan lytterne reagerer på de enkelte sange.

Børsens såkaldte fremstillingspris gik også til det nordjyske. Her blev vinderen InventNORD og PakkecenterNORD ApS fra Brønderslev. PakkecenterNORD håndterer lager og distribution for webshops. InventNORD er virksomhedens ingeniørafdeling. De tegner, udvikler, konstruerer og fremstiller tilpassede pak, pluk og sorterings systemer til distributions- og pakkesektoren.   

I slutningen af oktober blev InventNORD & PakkecenterNORD kåret som Gazellevirksomhed af Børsen, men nu har de altså også fået en pris. 

InventNORD & PakkecenterNORD har otte-doblet sin omsætning siden 2014. Og det gør virksomheden til nordjysk højdespringer.

Værløse-virksomheden Festina Finance løb med den store pris som landets hurtigst voksende gazelle Virksomheden udvikler rådgivningssystemer, som kan hjælpe den enkelte kunde med personlig, økonomisk forvaltning. Over de seneste fire år har virksomheden haft en vækst på hele 4.750 procent.

Top tre gazeller på landsplan

1) Festina Finance A/S (4.750,3 procents vækst i bruttoresultatet over
de seneste 4 år)
2) Auction Group A/S (2941,6 procents vækst i bruttoresultatet over de
seneste 4 år)
3) Hungry.dk ApS (1.634 procents vækst i bruttoresultatet over de
senest 4 år)


Seneste nyt

fra Nordjylland