20-årig kendt skyldig i drab

Den tiltalte i drabssagen fra Mou føres her væk af politiet kort efter han selv havde ringet til politiet og fortalt at en 47-årig invalidepensionist var dræbt. Foto: Per Frank Paulsen

Tommy Bystrup Larsen er blevet kendt skyldig for Mou-drab.

Sagen om drabet i Mou blev mandag afgjort i byretten i Aalborg. Den 20-årige Tommy Bystrup Larsen er kendt skyldig i drab. En straf, der kan give fængsel på helt op til livstid. Mandag eftermiddag blev skyldsspørgsmålet således afgjort, mens straffen udmåles enten senere mandag eller onsag.

Ifølge TV2/Nords rapporter i retten, var der ikke nogen reaktion at spore hos Tommy Bystrup Larsen.

Sagen fandt sted i december 2010, hvor Tommy Bystrup Larsen dræbte John Martin Larsen med et jernrør. Mandag kom det frem i rette, at Tommy Bystrup Larsen havde slået den dræbte 15 gange, hvilket resulterede i 46 læsioner, hvoraf de 36 var i ansigtet. John Martin Larsens familie er glad for, at der nu er faldet en dom.

- Jeg er glad for, at han har fået sin dom, og jeg er glad for, at det er slut. Nu kan jeg komme videre i mit liv, siger Lasse Martin Larsen, der er søn til den dræbte.

Anklageren kræver Tommy Bystrup Larsen fængslet i 13 år. Anklageren mener, at det er skærpende, at det skete i den dræbtes hjem og om natten, hvor man egentlig burde kunne være tryg. Derudover var det ifølge anklageren et meget voldsomt drab, hvor offeret havde mange smerter og druknede i sit eget blod.

Forsvareren mener derimod, at 10 års fængsel er en passende straf. Han mener, at det er formildende, at gerningsmanden kun var 19 år på gerningstidspunktet, og at det skete spontant.  

Har du et godt tip?