20-årig dræbte sin familie: Idømt psykiatrisk behandling

Retssagen om det tredobbelte drab i Gandrup, hvor 20-årig slog sine forældre og bror ihjel, har fundet sin afslutning.

En 20-årig mand er onsdag ved Retten i Aalborg blevet fundet skyldig og dømt for drabene på sin far, sin mor og sin storebror. Retten i Aalborg idømte - efter anklagemyndighedens anmodning - den 20-årige en tidsubestemt behandlingsdom. 

De tre drab skete den 26. august 2015 om natten på familiens landejendom nær Gandrup. Her slog den 20-årige mand sin storebror ihjel med flere knivstik i brystet, sin far ihjel med flere knivstik i maven og sin mor ihjel med knivstik i ryggen. Den 54-årige mor var den 20-åriges sidste offer og hun talte - da hun blev stukket ned bagfra - med alarmcentralen.

I alarmopkaldet der blev afspillet til grundlovsforhøret dagen efter tragedien op oplæst under dagens retssag kunne man høre den 54-åriges råb om hjælp. Derefter sagde en mandestemme i baggrunden, at der var tale om falsk alarm. Til sidst blev der stille. Den 20-årige havde slået sin mor ihjel. Hun blev fundet med sin telefon tæt på sig.

I retten erkendte den 20-årige via sin forsvarer de tre drab og erklærede sig skyldig efter anklageskriftet. Han nægtede i retten at udtale sig og lod derfor sin forklaring fra grundlovsforhøret stå som sin eneste forklaring på de tre drab.

Af den forklaring fremgik det, at den 20-årige havde følt sig til overs i familien, at hans far skulle have banket hans hoved ind i væggen, at hans mor skulle have nægtet at tale med ham, og broderen skulle have mobbet ham. 

I senioranklager Peter Rasks gennemgang af sagen blev retten vist billeder fra gerningsstedet nær Gandrup og det kom frem at det havde været vigtigt for den 20-årige at hans mor døde hurtigt, for foholdet til hende var - i modsætning til hans forhold til sin far og storebror - ikke så anstrengt. Han kunne stadig lide hende.

I sin procedure sagde anklageren at "der er ingen tvivl om, at den tiltalte har været meget syg på gerningstidspunktet."

Det bakkes op af den mentalerklæring, der blev udarbejdet på den 20-årige efter drabene. Af den fremgår det at den 20-årige er skizofren.

Den 20-årige modtog dommen.


Seneste nyt

fra Nordjylland