21-årig kørte galt efter vanvids-kørsel på E45

Foto: Per Frank Paulsen

En 21-årig mand kørte natten til onsdag galt, efter hans hasarderede kørsel på motorvejen i Himmerland var blevet meldt til politiet.

Klokken 01.20 natten til onsdag blev Nordjyllands Politi advaret om at en person kørte hasarderet på motorvej E45 nord for Haverslev. Mandens fart var angiveligt over 160 kilometer i timen.

- Han kører så af ved Sønderup og fortsætter af hovedvej A13 et stykke, inden han kører ind i et helleanlæg og mister herredømmet, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Carsten Kjær.

Føreren - en 21-årig mand fra Aars - blev teknisk fastklemt ved ulykken og måtte reddes ud, da politiet kom frem.

- Vi fik udtaget en blodprøve fra ham, så vi kan teste for stoffer, og i bilen fandt vi også fem gram amfetamin, som jo bare bestyrker vores mistanke om at han var påvirket.

Den 21-årige blev efter behandling på skadestuen anholdt og sigtet.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord