Tiltalt for voldtægts- og drabsforsøg: Skulle skaffe penge til narkogæld

En 22-årig mand, som er tiltalt for voldtægts- og drabsforsøg, fortæller i retten, at han ville begå indbrud for at skaffe penge til at betale en større narkogæld.

En yderst usædvanlig sag mod en 22-årig mand er mandag begyndt ved Retten i Aalborg. Manden er tiltalt for voldtægts- og drabsforsøg, da han 2. januar i år ifølge anklageskriftet har bundet, truet og slået sin nabo i et kollegiekompleks i Aalborg.

Han er ligeledes tiltalt for voldtægts- og drabsforsøg, idet der efterfølgende er fundet en liste i mandens hjem med 17 navne, herunder navnet på naboen.

På listen findes også adresser og beskrivelser af personerne. Blandt navnene på listen er politidirektøren for Nordjyllands Politi.

Under retssagen, som foregår i nævningesalen ved Retten i Aalborg, har den 22-årige forklaret, at han havde opbygget en større narkogæld, idet han siden februar 2017 var begyndt at købe hash på klods af sin sædvanlige sælger. Der var også kommet lidt kokain på regningen, da han prøvede det i en kort periode, og pludselig skyldte han, inklusive renter, 170.000 kroner.

Han begyndte derfor at planlægge indbud for at skaffe penge til at betale gælden, og det var derfor, han lavede listen, for at finde ud af, hvem han skulle begå indbrud hos, forklarede han.

Navnene fandt han ved at søge på det sociale medie Instagram. Hvis brugerne havde lagt billeder op af genstande, der tilsyneladende var noget værd, kom de på listen.

Politidirektørens navn og adresse fik han af den sælger, som han skyldte de mange penge for hash og kokain. Sælgeren mente, at det ville være et godt sted at begå indbrud.

Naboen, som han altså er tiltalt for voldtægts- og drabsforsøg imod, begyndte han at følge på Instagram omkring fire før 2. januar. Hendes navn var det sidste, der blev skrevet på listen, og tiltalte forklarer i retten, at han ikke kendte hende på forhånd.

Anklageren har indtil videre brugt meget tid på at spørge ind til den tiltaltes baggrund og personlige forhold. Han var jurastuderende med et godt netværk, og han var glad for studierne. Han gik også meget op i styrketræning, og trænede næsten hver dag.

Men han begyndte på et tidspunkt at ryge hash, og det greb pludselig om sig, så han røg mere og mere og altså ifølge hans forklaring endte med en betydelig gæld.

I sine indledende bemærkninger fortalte anklageren, at en gennemgang af den tiltaltes computer har vist, at han på internettet har søgt på og set såkaldt snuff - eller dødsporno. Det er meget voldsomme film, som handler om drab i en seksuel kontekst.

Anklageren går efter at få den tiltalte dømt for voldtægts- og drabsforsøg, eller alternativt for røveriforsøg både mod naboen og mod de navngivne personer på listen.

Dømmes den 22-årige for voldtægts- og drabsforsøg, går anklageren efter fængsel på livstid.

Der er afsat ti retsdage til sagen, og der forventes endelig dom senest 4. december. Sagen behandles som en nævningesag, hvor der udover de tre juridiske dommere medvirker otte nævninge, der skal være med til at afgøre sagens udfald.

Vi er i retssalen dagen igennem, og i artiklen herunder kan du følge sagens gang.


Seneste nyt

fra Nordjylland