22 Utzon-huse i Skagen

Et flertal i Frederikshavn byråds plan- og miljøudvalg sendte tirsdag en lokalplan videre til godkendelse i byrådet. En lokalplan der betyder, at Skagen snart får 22 helårshuse udviklet af den verdensberømte arkitekt, Jørn Utzon.

Det skriver P4 Nordjylland.

Byggeriet er omstridt, fordi det grænser op til det fredede naturområde Damstederne, og flere har af gjort indsigelse mod byggeplanerne.

Paul Rode Andersen (SF) mener, at Plan og Miljøudvalget burde have lyttet til klagerne.

- Man kunne have argumenteret for at inddrage det naturskønne område til bebyggelse, hvis der nu havde været mangel på boliger i Skagen-området. Men det er jo ingenlunde tilfældet, siger han til P4 Nordjylland.

Udvalgsformand John Christensen fra Venstre mener, at der er taget hensyn til naturen. Husene bygges af træ, der er færre af dem end oprindeligt planlagt, og nogle af dem bliver knap så høje som ønsket.

- Lige nøjagtig her har vi at gøre med et byggeri, hvor man arbejder med materialer, som jeg troede, hele byrådet syntes, var en god idé, siger han.

De nye Utzon-huse bliver på mellem 97 og 144 kvadratmeter. Der er som sagt tale om helårshuse, og kommunen vil nøje kontrollere, at de er beboet året rundt, fortæller John Christensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland