23-årig varetægtsfængslet for vold med baseballbat

Det koster indtil videre en 23-årig mand tre uger bag tremmer, at han fredag aften slog fire personer med et baseballbat.

Det endte med at koste en 23-årig mand tre ugers varetægtsfængsling, at han fredag aften svingede et baseballbat lidt for vildt ved en restaurant i Hanstholm Centret.

Den 23-årige mand havde været inde på restauranten og bede en gæst om at gå med ud til mandens bil, fordi han ville vise ham noget. Da gæsten kom ud til bilen, fandt den 23-årige et lille baseballbat i aluminium frem og begyndte at slå på den forurettede.

Da gæster i restauranten, som havde set tumulten udenfor, forsøgte at lægge sig imellem, slog den 23-årige også løs på dem med battet.

I alt fire personer kom til skade ved episoden, men ingen af dem alvorligt.

Ikke desto mindre valgte retten i Holstebro lørdag at varetægtsfængsle manden frem til den 28. juli. Det skriver LimfjordUpdate.dk.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland