På skærmen i 25 år - Ingrid har interviewet en tyr, dronningen og alt derimellem

I over to årtier har "Ingrid fra TV2 Nord” dækket historierne fra landsdelen. Det er blevet til syv kommunalvalg, et interview med vores majestæt - og tyren Daddy for bare at nævne et par eksempler.

Der skal meget til at slå Nordjyllands egen tv-darling, Ingrid Buch, ud. 

Om det så er politikere, der taler udenom i kommunalvalgsdebatterne, en fuldvoksen tyr eller polske sømænd.

Selvom det ikke er til at se det på de lyse lokker, er det blevet til 25 år foran kameraet i rollen som reporter og studievært - og i de senere år også uden kamera på i rollen som chefredaktør.

quote Hun er klar til at gå gennem ild og vand for mediehuset og kollegerne.

Tino Pedersen, chefredaktør, TV2 Nord

"Humoristisk, uhøjtidelig og meget flittig," lyder beskrivelsen af Ingrid, hvis man spørger stationens administrerende direktør, Mikael Justesen:

- Hun har en stor andel i mange af vores succeser, ikke mindst med de programmer vi har produceret til TV2, siger Mikael Justesen og fortsætter:

- Ingrid er ambitiøs, ordholdende og har et meget stærkt journalistisk kompas. Det har hun erhvervet sig gennem mange år som reporter, vært og redaktør.

Det er ikke hver dag, man får en tyr på besøg i studiet. Men det gjorde Ingrid Buch og Morten Pedholt i 2015 i programmet "Nordjylland Live":

Tyren Daddy var på vej til dyrskue, men skulle da lige forbi studiet først.

Vendte hjem til Nordjylland

Vi er i 1995. En 26-årig Ingrid Buch er på reportage fra stævnen af det polske sejlskib Pogoria:

- Det frie liv til søs er andet end saltvand og springende delfiner, lyder det, før der bliver klippet brat til en toiletkumme.

Den korte 90'er-frisure sidder lige i skabet, og tonen er frisk og bramfri, da hun på engelsk spørger sømændene ud om toilet- og badeforhold til havs.

Sådan var det i starten af karrieren på TV2 Nord. Men den unge, aalborgensiske kvinde skulle lige prøve kræfter som reporter på det landsdækkende medie TV 2 i Odense, før Nordjylland - og kærligheden - trak hende hjem igen.

Ingrid interviewer mandskabet på det polske skib Pogoria og lægger ud med en mindeværdig start.

- Da min mand friede til mig, arbejdede jeg på TV 2 i Odense, men jeg kunne mærke, at det ikke var i Odense eller på Fyn, jeg havde lyst til at slå mig ned, fortæller Ingrid Buch. 

- Der er jeg nok meget nordjyde og har stærke bånd til min familie, så jeg ville tilbage til Nordjylland og til TV2 Nord, hvor jeg tidligere havde arbejdet.

Og så kunne nordjyderne ellers følge 90'er frisuren gro ud, mens Ingrid Buch gennem årene voksede fra ung reporter til studievært, redaktør og erfaren chef.

Om Ingrid Buch:

  • Har været gift med Per Harder Højbjerg i 24 år. Per arbejder også på TV2 Nord.
  • Har boet i Gjøl lige så længe, men er født og opvokset i Aalborg.
  • Har to børn, Ingeborg på 21 og Carl på 23. De bor begge i Århus.
  • Begyndte på TV2 Nord første gang i 1994 og lavede lige en afstikker til TV 2 i Odense, før hun kom tilbage i 1996.
  • Inden da var hun først på Herning Folkeblad og dernæst Vendsyssel Tidende.
  • I 2016 kunne hun også føje titlen "chefredaktør" til sit CV.

Stor kærlighed til arbejdspladsen

- Skal jeg fremhæve én meget markant ting ved Ingrid, så må det blive hendes helt ekstreme loyalitet og dedikation til TV2 Nord, siger Tino Pedersen, der er chefredaktør på stationen og har kendt tv-værten siden studietiden. 

Efter Journalisthøjskolen startede de begge i praktik på avisen Vendsyssel Tidende. Og de seneste fem år har de arbejdet tæt sammen om ledelsesopgaverne.

- Det er nogle gange mit indtryk, at der kun er én ting udover hendes egen familie, som optager Ingrid mere end tv-stationen og kollegerne. Han hedder Olav og er en lille firbenet, 12 år gammel charmetrold af en hund. Olav får ikke bare masser af kærlighed fra jubilaren, men også ufatteligt mange gåture langs med vandet i Gjøl, siger Tino Pedersen.
- Det er nogle gange mit indtryk, at der kun er én ting udover hendes egen familie, som optager Ingrid mere end tv-stationen og kollegerne. Han hedder Olav og er en lille firbenet, 12 år gammel charmetrold af en hund. Olav får ikke bare masser af kærlighed fra jubilaren, men også ufatteligt mange gåture langs med vandet i Gjøl, siger Tino Pedersen.
Foto: Privatfoto

- Hun er klar til at gå gennem ild og vand for mediehuset og kollegerne. Hun melder sig på broen, når det kniber med bemandingen, og så står hun om nogen vagt om TV2 Nords ry og rygte, fortæller Tino Pedersen.

Direktør Mikael Justesen stemmer i:

- Man er aldrig i tvivl om, at hun elsker Nordjylland og nordjyderne, siger han.

Ingrid bragte et nostalgisk smil frem på Dronning Margrethes læber med en over 50 år gammel indkøbsseddel under et interview i 2007:

Interviewede dronningen

Én af de oplevelser, Ingrid Buch selv har fremhævet som noget, hun husker som "sjovt og lidt specielt" i sin tv-karriere, var da hun interviewede Hendes Majestæt Dronning Margrethe II.

Det skete, da dronningen udstillede nogle af sine egne værker på Vitskøl Kloster i 2007. Med indlevelse og nærvær fik den nordjyske tv-vært majestæten til at trække på smilebåndet og tænke tilbage på sine barndomsminder fra egnen. 

Ingrid havde nemlig fået fat i en gammel indkøbsseddel, Dronning Margrethe havde skrevet, da hun var lille.

quote Jeg er blevet, fordi TV2 Nord er en rigtig god arbejdsplads både journalistisk og kollegialt.

Ingrid Buch

- Hun var meget sød og meget nem at snakke med. Så jeg synes ikke på den måde, at hun var svær at komme ind på livet af, husker Ingrid Buch tilbage under et interview et par år efter.

Det er måske ikke tilfældigt, at det lige var hende, der lavede det interview. Mogens Jørgensen,  journalist gennem 33 år på TV2 Nord, betegner Ingrid som "en kæmpe royalist". 

- Vi har altid kaldt hende vores kongelige hofleverandør. Det kan hun også godt lide, siger han.

- Ingrid har altid været en god kollega. Hun er dygtig og kan sine ting, sådan en man godt kan læne sig op ad, siger Mogens Jørgensen, der ses i midten her på billedet sammen med adm. direktør Mikael Justesen og Ingrid Buch til stationens 30års fødselsdag.
- Ingrid har altid været en god kollega. Hun er dygtig og kan sine ting, sådan en man godt kan læne sig op ad, siger Mogens Jørgensen, der ses i midten her på billedet sammen med adm. direktør Mikael Justesen og Ingrid Buch til stationens 30års fødselsdag.
Foto: Foto: Henriette Maj Pedersen
- Ingrid kan lide at være velforberedt. Hun er meget professionel, og som chef taler hun til én i en ordentlig tone. Når vi snakker sammen privat i telefon, varer samtalen som regel altid nøjagtig en halv time. Det er den tid, der tager for os at vende verdenssituationen, fortæller tv-vært og journalist Zita Hvid, der også har været over to årtier på Nord.
- Ingrid kan lide at være velforberedt. Hun er meget professionel, og som chef taler hun til én i en ordentlig tone. Når vi snakker sammen privat i telefon, varer samtalen som regel altid nøjagtig en halv time. Det er den tid, der tager for os at vende verdenssituationen, fortæller tv-vært og journalist Zita Hvid, der også har været over to årtier på Nord.

Mere ansvar som nyhedschef

Efter 20 år som medarbejder på TV2 Nord, valgte Ingrid Buch at tage springet og takke ja til at blive chefredaktør og en del af husets ledelse. 

- Det kan i sig selv være en meget vanskelig øvelse at gå fra at være medarbejder, kollega og god ven med mange gennem årene, til at være chef og til at være en af dem, som også skal være med til at træffe svære beslutninger, siger Tino Pedersen, der deler ansvaret som chefredaktør med hende.

Ingrid var også i en årrække tillidsmand på mediet.

- Alligevel er det lykkedes hende at skifte til et chefjob med succes og på en måde, så der står stor respekt om hende i huset, siger Tino Pedersen.

Mikael Justesen er også glad for, at Ingrid Buch klatrede opad på ledelsesstigen.

- Personligt sætter jeg stor pris på hendes kolossale dedikation og ansvarlighed, både over for de mennesker hun er chef for, de opgaver hun skal løse og TV2 Nord som arbejdsplads, siger han. 

Plejer stadig skærmtækket

Hvad er det så, der har fået den nu 52-årige tv-vært til at blive hængende på det regionale medie i alle de år?

- TV2 Nord er en rigtig god arbejdsplads både journalistisk og kollegialt. Og i stedet for at skifte job har jeg jo nok søgt udfordringer ved at arbejde med mange forskellige genrer og funktioner på samme arbejdsplads, siger hun. 

Nyhedslive fra kommunalvalget i 1997:

Og Ingrid Buch vil blive ved med at søge tilbage til skærmen, selvom hun også er chef.

-  Jeg vil gerne rokke ved det klassiske chefbillede af, at så kommer man kun til at sidde bagved et skrivebord og administrere. Hvis man skal springe til en gang imellem i værtsjobbet, så skal man også holde det ved lige, slutter hun.


Seneste nyt

fra Nordjylland