25-årig dræbt i arbejdsulykke: Fik skovl fra minigraver i hovedet

Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)

En 25-årig mand blev torsdag eftermiddag dræbt i en arbejdsulykke ved Døstrup i Himmerland.

En tragisk arbejdsulykke kostede torsdag eftermiddag kort efter klokken 13.00 en 25-årig mand livet.

Den 25-årige mand var i færd med at arbejde på en gård på vejen Hedemarken uden for den lille by Døstrup ved Hobro, da ulykken skete.

- Han sidder på jorden og arbejder, da en hydraulikslange på den minigraver der står bag ham springer. Det gør at skovlen falder mod jorden og rammer ham i hovedet, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Jørgensen.

Den 25-årige blev erklæret død på stedet og hans pårørende er underrettet.

Arbejdstilsynet blev efter ulykken kaldt til stedet. De har torsdag eftermiddag arbejdet på stedet og undersøgelserne er torsdag aften klokken 21.20 endnu ikke afsluttet. Det forventes at ske fredag.

Flere nyheder fra TV2 Nord