25-årig følte sig forfulgt - klatrede op på politistations tag

Politiet i Frederikshavn måtte søndag formiddag tale en 25-årig mand ned fra politistationens tag.

Det er ikke tit, der bliver ringet 112 fra politistationer, men søndag formiddag var betjentene på stationen i Frederikshavn alligevel nødt til at bede om forstærkning.

Årsagen var, at en 25-årig mand, politiet havde inde til lidt afhøring, var stukket af fra dem. Ikke ud af hverken hoved- eller bagdør, men derimod op på taget af politistationen.

Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Jess Fallberg.

Alarmen gik klokken 11.01, og ifølge vagtchefen nåede beredskabet også frem med en brandbil for at hjælpe med at få den 25-årige ned. Men på det tidspunkt havde politiet fået ham talt ned.

- Tilsyneladende følte han sig forfulgt og var derfor klatret op på taget. Men det hele var lidt usammenhængende. I forvejen havde en patrulje været ude at hente ham på en anden adresse i Frederikshavn, hvor han også forklarede, at han følte sig forfulgt, siger Jess Fallberg, der ikke har nogen forklaring på, hvordan manden kom op på taget i første omgang.

- Vi mener, at han nok er påvirket af nogle euforiserende stoffer, så nu er han taget med til Aalborg, hvor han får lov til at sove det ud, siger Jess Fallberg.


Seneste nyt

fra Nordjylland