25-årig hærgede midtbyen i Aalborg

En 25-årig mand smadrede natten til onsdag adskillige ruder i flere forskellige forretninger i Aalborg. Manden var desuden i besiddelse af piller og hash.

Det var blandt andet brosten, der blev brugt som kasteskyts mod flere forskellige butiksruder, da en 25-årig mand i løbet af natten gik amok i Aalborg.

Indtil videre er der smadret ruder i tæppecentret på Vesterbro, en pølsebod i Nørregade, Budolfi Kiosk i Algade, Bums, Kunst & Kluns i Brandstrupgade og skoforretningen MBT i Skipper Clement Gade. Men ifølge vagtchef ved Nordjyllands Politi, Bruno Brix, kan den 25-årige sagtens have været på spil flere steder.

- Der kan godt dukke flere tilfælde op, når flere butikker åbner i løbet af formiddagen, siger han til tv2nord.dk.

Politiet anholdt den 25-årige kort før halv fire i morges, og ved anholdelsen fandt man 49 ulovlige piller, blandt andet 17 rohypnol-piller, og 11 gram hash.

Den 25-årige, der er uden fast bopæl, bliver senere i dag afhørt af politiet.


Seneste nyt

fra Nordjylland