TV2 Nord

27-årig soldat fra Frederikshavn dræbt i Afghanistan

En vejsidebombe har kostet endnu en dansk soldat livet i Afghanistan. En lokal tolk er såret.

Den danske soldat Jørgen Randrup, overkonstabel ved Den Kongelige Livgarde, blev søndag dræbt af en vejsidebombe i området øst for Gereshk i Afghanistan. Han blev 27 år. Ved eksplosionen blev en lokal tolk lettere såret.

Der blev ydet førstehjælp på stedet, før den danske soldaten og den lokale tolk blev evakueret med helikopter til felthospitalet i Camp Bastion. Men ved ankomst til felthospitalet blev Jørgen Randrup erklæret død.

Den lokale tolk er fortsat på felthospitalet, men forventes udskrevet senere søndag.

Jørgen Randrup, der er født og opvokset i Frederikshavn, blev indkaldt til forsvaret i 2003. Han har tidligere været udsendt til Kosovo i 2005 og Afghanistan i 2007.

Vicestatsminister Lene Espersen (K) siger, at soldaten er en dansk helt, som gav sit liv for sit lands sikkerhed:

- Det gør ondt, når vi mister en ung dansker, der har gået i front for frihed og imod terror. Vi har været i krig længe nu, men vi vænner os aldrig til at miste vores udsendte, siger hun og tilføjer:

- Det får os heller ikke til at give op - tværtimod. Soldatens kamp vil blive videreført, siger hun i en kommentar.

Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor A. Rokos udtaler:

- Jeg tænker på de pårørende, og vi vil gøre, hvad vi kan for at støtte og hjælpe dem. Vi vil også gøre, hvad vi kan, for at støtte den dræbte soldats kammerater og kolleger, som trods tabet fortsætter med at løse deres opgave.

Hermed er 39 danske soldater dræbt i kamphandlinger i Afghanistan.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord