2700 nye boliger i Aalborg

I Aalborg Kommune bliver der bygget 2700 nye ungdomsboliger inden for de næste fire år. Skitserne og planer blev fejret i dag.

Aalborg skal være landets bedste studieby. Derfor har byrådet givet tilsagn til, at der skal bygges 2700 nye ungdomsboliger i Aalborg og omegn for at styrke studielivet. 

- Vi har lagt vægt på to ting i planlægningen af det her boligprojekt. Den ene ting er arkitekturen, den anden er, at det skal være bæredygtigt byggeri, fortæller Peder Baltzer Nielsen, der er stadsarkitekt i Aalborg Kommune.

Ungdomsboligerne bliver imellem 30 og 50 kvadratmeter og med en husleje, der ligger imellem 2100-3350 kr. om måneden plus el og varme.

Priserne på ungdomsboliger ligger fast i forhold til lovgivningen omkring støttet byggeri, som ungdomsboliger går ind under. Derfor er prisen afhængig af størrelsen.

- Hvis man tænker over, at man får en rigtig spændende bolig med en god beliggenhed, og at man både får bad, toilet og køkken i lejligheden, så er det faktisk ikke dyre lejligheder, siger Peder Baltzer Nielsen.

AKU-Aalborg, som står for udlejningen af ungdomsboligerne, har lige nu ca. 3200 boliger i Aalborg og omegn. Opførelsen af de 2700 nye bliver derfor næsten en fordobling af kapaciteten af studieboliger.

I Aalborg er der lige nu et kollegie, der skiller sig ud på pris, beliggenhed og størrelse i forhold til de øvrige. Bikuben Kollegiet, der ligger på havnen, er opført af en privat fond, og foræret til byen. Derfor afviger huslejen og boligernes størrelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland