28-årig Frederikshavner slog og tog kvælertag på 20-årig ekskæreste

Retten i Hjørring varetægtsfængslede fredag eftermiddag en 28-årig mand, der er sigtet for flere tilfælde af grov vold.

En 28-årig mand fra Frederikshavn blev fredag eftermiddag varetægtsfængslet i 14 dage ved et grundlovsforhør i Hjørring. Manden er sigtet for grov vold i to tilfælde.

Første tilfælde af vold handler om at den 28-årige i slutningen af maj slog en kammerat, han tidligere havde boet sammen med, flere gange i ansigtet med knyttet hånd, ligesom han tog et voldsomt kvælertag på manden.

Årsagen skulle ifølge den 28-årige være, at offeret kort før overfaldet havde sendt et billede af sit erigerede lem til offerets 14-årige søster, hvilket gjorde manden rasende i en grad så han afstraffede kammeraten.

Det andet tilfælde fandt sted natten til onsdag, hvor manden ligeledes overfaldt en anden med knytnæveslag og kvælertag. Denne gang var det dog hans 20-årige ekskæreste, det gik udover.

I retten fortalte den 28-årige, at det var rigtigt, at han havde tildelt ekskæresten slag, ligesom han havde taget kvælertag, men han sagde videre, at det var sket i selvforsvar, fordi hun inden volden havde slået ham i hovedet med en stor og tung genstand.

Retten valgte dog at varetægtsfængsle manden, der er dømt for flere tilfælde af vold samt for trusler og vidnetrusler, i 14 dage.


Seneste nyt

fra Nordjylland