3 røvere og en flugtbil eftersøges

Nordjyllands Politi håber på hjælp i sagen om røveriet mod urmager Klitgaard i Aalborg. De efterlyser nu tre gerningsmænd og en flugtbil.

3 formodede røvere og en flugtbil efterlyses nu i sagen om røveriet mod Klitgaard Ure i Bispensgade i Aalborg i lørdags.

Kort før lukketid lørdag klokken 13.57 fik Klitgaard Ure i Aalborg besøg af to bevæbnede røvere. Med en pistol og et koben truede de personalet til at udlevere ure af blandt andet mærkerne Rolex og Omega.

Politiet eftersøger nu tre gerningsmænd i forbindelse med røveriet.

Den ene mand er 25-35 år gammel, arabisk af udseende, almindelig til tæt af bygning og muskuløs. Han var cirka 180-185 centimeter høj og korthåret.

Den anden mand er ligeledes 25-35 år gammel og arabisk af udseende. Han er cirka 170 centimeter høj, kraftig til buttet af bygning og har kort mørkt hår.

Begge mænd var iført røde, skinnende jakker og var under røveriet maskerede med sorte elefanthuer.

Der er ingen signalement af den tredje gerningsmand.

Samtidig efterlyser Nordjyllands Politi det formodede flugtkøretøj, som er en sølvfarvet Toyota Supra med registreringsnummeret XD 45 231. Bilen blev stjålet fra parkeringspladsen ved Aalborg Lufthavn torsdag den 17. marts eller fredag den 18. marts.

Politiet efterlyser oplysninger om, hvor de tre gerningsmænd har opholdt sig før og efter røveriet. Samtidig efterlyser de oplysninger om, hvor bilen befinder sig nu og om personer, der er set ved køretøjet før og efter røveriet.

Oplysninger i sagen kan rettes til Nordjyllands Politi på telefonnummer 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland