30-årig kvinde tiltalt for at banke sine børn med sandal, pind og bælte

Ifølge tiltalen overfaldt moren blandt andet sit barn med en sandal, mens barnet lå og sov.

I mere end fire år har to mindreårige søskende levet i et voldshelvede, hvor de flere gange ugentligt er blevet udsat for grov vold af deres mor. 

Det mener Nordjyllands Politi, og der venter den 30-årige kvinde en tiltale for vold af særlig rå, brutal og farlig karakter, når hun efter planen skal møde i retten i Hjørring onsdag og torsdag.

Slog børnene flere gange om ugen

Ifølge anklageskriftet har den 30-årige mor udøvet systematisk vold mod sine to børn, som var omkring fire og seks år, da overgrebene begyndte i familiens hjem i Frederikshavn. 

Ifølge anklagerne begyndte volden i april 2017, og den har bestået i, at moren flere gange ugentligt har slået børnene med såvel flad som knyttet hånd. 

Det er også politiets opfattelse, at kvinden har brugt en sandal, en pind og et bælte til at slå børnene med. 

Blandt andet skal hun have givet det ene barn flere slag i hovedet med sandalen, mens barnet lå værgeløst og sov i sin seng.

Uvist hvorfor vold stoppede

Volden stod på indtil slutningen af juni 2021. 

Det fremgår ikke af sagens oplysninger, hvad der førte til, at volden standsede, eller hvorfor politiet begyndte opklaringen af, hvad der er foregået i hjemmet over flere år, men det kommer formentlig frem, når retten i Hjørring behandler sagen. 

Det fremgår ikke på forhånd, hvordan moren forholder sig til anklagerne om at have udøvet grov vold mod sine børn.


Seneste nyt

fra Nordjylland