300 unge mangler læreplads

02:10

1 af 2

300 unge nordjyder står lige nu akut og mangler lærepladser for at komme videre i deres håndværker-uddannelser. Det er et stort problem både for de unge og erhvervslivet.

- Det er et kæmpe problem for det nordjyske erhvervsliv, at der ikke er lærepladser nok til de unge. De vil nemlig blive en mangelvare inden for få år, siger A. Neil Jacobsen, direktør EUC Nord i Hjørring.

Lasse Thomsen er en af de unge, der ikke har fået en læreplads. Han er ved at uddanne sig som maler, men har til trods for flere ansøgninger ikke haft held til at komme ud i erhvervslivet. I stedet er han i skolepraktik på EUC Nord.

- Det er rigtig træls, for jeg vil meget hellere ud i den virkelige verden og blive en del af en nordjysk virksomhed.

De manglende praktikpladser strider imod erhvervslivets eget behov for faglært arbejdskraft, idet tusindvis af ældre nordjyske håndværkere forlader arbejdsmarkedet inden for få år. Hos Dansk Industri forstår man kritikken og håber på en snarlig forandring.

- Man kan nemt sige, at det er arbejdsgivernes ansvar. Men den økonomiske krise har betydet, at flere virksomheder er nervøse for at indgå aftaler som de ikke kan gennemføre. Nu håber vi, at tingene er ved at vende så de manglende lærepladser kan findes. For virksomhederne er det simpelthen hjælp til selvhjælp - de vil nemlig komme til at mangle arbejdskraft inden for få år, siger Richard Fynbo, formand for Dansk Industri i Vendsyssel.

I Hjørring håber Lasse Thomsen, at der venter en læreplads i det nordjyske snart. Det vil give ham en bedre uddannelse, og gøre ham rustet til at indtræde i arbejdsmarkedet.

- Jeg håber selvfølgelig, at jeg bliver ringet op i morgen, så jeg kan komme ud i det virkelige liv.

Det skønnes, at Nordjylland inden for få år vil miste 5000-6000 tusinde håndværkere og kun omkring halvdelen kan erstattes.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord