31-årig trafikdræbt ved Løgstør

En bil med to personer forulykkede torsdag aften. En 31-årig mand mistede livet.

En 31-årig mand og en 18-årig kvinde kørte torsdag aften galt. Den 31-årige mand mistede livet ved ulykken og kvinden er hårdt kvæstet.

Bilen med de to personer havnede af ukendte årsager i en 4-5 m dyb grøft, ved Rønhøj Plantage langs Aarsvej midt mellem Aars og Løgstør.

Der var ingen vidner til ulykken, men en lastbilchauffør slog alarm, da han ved 23-tiden torsdag aften passerede ulykkesstedet, og så bilvraget i grøften.

Den 31-årige mand var død ved ankomsten til Farsø Sygehus. Den 18-årige kvinde blev overført til Aalborg Sygehus.

Politiet kender ikke årsagen til ulykken.


Seneste nyt

fra Nordjylland