35-årig mand dømt for at overfalde sin kammerat med kniv

En 35-årig mand fra Frederikshavn overfaldt i fuldskab sin ven med en kniv. Torsdag blev han idømt halvandet års i fængsel.

Halvandet års fængsel. Det er, hvad en 35-årig mand fra Frederikshavn torsdag er blevet idømt ved Retten i Hjørring, efter han den 9. juli i år med stor brutalitet overfaldt sin kammerat med en kniv.

Ved episoden fik den forurettede adskillige snit på kroppen med en køkkenkniv.

- Nogle af dem var overfladiske hudafskrabninger, mens andre var rimeligt dybe. Nogle af dem var faktisk helt inde ved knoglen, fortæller anklager Torben Kaufmann.

Snittene gik udenom vener og blodkar, og derfor var de ikke livstruende. Men da den forurettede led et meget stort blodtab, var hans liv i fare. Han blev behandlet på Aalborg Universitetshospital og overlevede episoden.

Tiltalte erkendte sig skyldig i det, som han kunne huske af episoden, for han havde gjort det under påvirkning af alkohol.

De to involverede parter kendte godt hinanden i forvejen, og de havde begge to et alkoholmisbrug.

Episoden opstod efter offeret var flyttet ind hos gerningsmanden, hvor han boede i en måned inden overfaldet.

Den 39-årige mand blev sur over, at hans nye bofælle ikke ville tage til planlagt behandling for sit misbrug. Og da han heller ikke havde betalt for øl og husleje, fik det gerningsmanden til at overfalde sin kammerat med en kniv, efter de begge havde drukket sig fulde.

- Mens de er meget berusede, så kommer frustrationen frem, og så begynder han at snitte lidt i ham. Han bliver overrasket over, hvor dybe snittene er, men bliver alligevel ved med at snitte, da han er bange for, at forurettede skulle rejse sig igen. Pludselig kommer en tredje person forbi, som ser alt det blod, der er. Han får så ringet efter en ambulance, siger Torben Kaufmann.

Den hårde dom skyldes overfaldets grove og brutale karakter. Den dømte er fortsat varetægtsfængslet, mens han overvejer, hvorvidt han vil anke dommen.


Seneste nyt

fra Nordjylland