36-årig mand varetægtsfængslet for trusler mod vidne

Foto: Henning Bagger, Scanpix.

En 36-årig mand fra Dronninglund blev tirsdag formiddag varetægtsfængslet i fire uger for vold og trusler mod sin kusine.

En 36-årig mand fra Dronninglund kunne bare ikke nøjes med kun én sigtelse - han skulle simpelthen have to, nu han var i gang.

Det blev udfaldet af et grundlovsforhør ved retten i Hjørring tirsdag formiddag, hvor den 36-årige blev varetægtsfængslet i fire uger for vold og trusler mod et vidne.

Den 36-årige var i forvejen sigtet for vold mod en 35-årig kvinde fra Hjørring. Volden fandt ifølge Nordjyllands Politi sted den 31. januar på kvindens bopæl. Her var den 36-årige mødt op med gaver til kvinden, som er hans kusine. Men stemningen var efter hans udsagn blevet ødelagt af, at hun åbnede døren på en aggressiv måde. 

Ifølge den 36-årige havde han taget fat i kraven på sin kusine, men havde ikke gjort mere end det. Kusinen var af en anden opfattelse og meldte for ham at have taget kvælertag på hende og slået hende.

Da den sigtede opdagede, at han var blevet meldt for vold, valgte han at gøre sagen værre ved at sende den 35-årige kvinde sms'er med trusler om vold. Og derfor sad han tirsdag formiddag i et grundlovsforhør i Hjørring.

Den 36-årige nægtede sig skyldig i volden, men han erkendte, at han havde sendt sms'erne. Han forklarede, ath an havde gjort det i afmagt. 

- Retten lagde i sin afgørelse vægt på, der er fare for, at den 36-årige ville forsøge at påvirke vidnet, altså den 35-årige kvinde, og at der er fare for, at han vil gentage både vold og trusler, siger anklager i sagen, Majbrit Bak.

Den 36-årige er flere gange tidligere blevet dømt for vold - senest blev han løsladt efter sådan en dom i maj 2016 - og en enkelt gang for trusler. Han kærede med det samme sin varetægtsfængsling til Vestre Landsret.

 

Har du et godt tip?