36-årig mor nægter sig skyldig

01:07

Foto: Per Frank Paulsen

1 af 2

En nordjysk kvinde sidder i dag på anklagebænken i Retten i Aalborg, tiltalt for grov mishandling af sine fem børn. Hun nægter sig skyldig.

Retten i Aalborg tager i dag stilling til en voldsom sag om mishandling.

En nordjysk kvinde er tiltalt for systematisk vold og mishandling mod sine fem børn, der i dag er mellem 5 og 18 år gamle.

Volden, der ifølge anklageskriftet er sket "adskillelige gange og i perioder dagligt", har angiveligt stået på mellem slutningen af 1997 og helt til slutningen af 2012. En periode på 15 år.

Den 36-årig mor nægter sig dog skyldig i alle anklager, lyder det fra vores reporter i retten, Mette Svenningsen.

- Jeg var en god mor, det har jeg altid været, har moren sagt i retten.

Ifølge den tiltalte mor har tre af børnene underrettet Mariagerfjord Kommune om mishandling, fordi børnene har set deres far slog hende og altså ikke selv har været udsat for noget.

I dag og i morgen vil retssagen så fortsætte med afhøring af vidner - her i blandt børnene.

Anklageskriftet

Ifølge anklageskriftet, som TV2/Nord har fået indsigt i, skulle kvinden have slået børnene i hovedet, ligesom hun har slået og sparket dem på kroppen. Volden har også bestået af slag på kroppen med blandt andet en hundelænke, bøjler, fluesmækker og bestik.

Anklageskriftet fortsætter med beskrivelser af hvordan kvinden har spyttet på børnene, vredet deres ører rundt, bidt dem i hovedet og på kroppen og slået deres hoveder ind i en dør eller væg.

Kvinden lod i 2010, ifølge anklageskriftet, sin mishandling gå ud over en af sine døtre, som hun bed i en finger og strammede et halstørklæde om halsen på. I 2011 skal moderen have slået den samme datter flere gange med et støvsugerrør, samt sparket hende på benene og spyttet hende i hovedet.

Mishandlingen skal være sket på fem adresser i Nordjylland samt på en campingplads i det nordlige Vendsyssel.

Kvinden er desuden tiltalt for blufærdighedskrænkelse mod en datter samt for trusler om vold mod en søn, der skulle afgive forklaring om mishandlingen ved en planlagt videoafhøring.

Siden sagen for alvor kom frem i 2011 har ingen af de fem børn boet ved den 36-årig mor.

Flere nyheder fra TV2 Nord