38 ansatte forlader politiet

Foto: Tv2nord.dk

Nordjyllands Politi har fyret 13 administrative medarbejdere, mens 25 har taget imod en frivillig fratrædelsesordning.

Der bliver masser af tomme pladser hos Nordjyllands Politi i den kommende tid. 13 af de administrative medarbejdere er blevet fyret, mens 25, både administrative medarbejdere og politifolk, har valgt at takke ja til en frivillig fratrædelse.

- Det er en meget trist situation for de berørte medarbejdere, og vi vil gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe de medarbejdere videre, som vi desværre må sige farvel til i den kommende tid, siger politidirektør Elsemette Cassøe i en pressemeddelelse.  

Politiet skal nu igennem en proces, hvor det skal tilpasse organisationen, men Elsemette Cassøe afviser, at det får konsekvenser for de borgere, der har brug for akut hjælp.

-Selvfølgelig vil vi i en periode kunne mærke, at vi mister 38 medarbejdere. Indtil de nødvendige justeringer er på plads, kan der måske opleves en lidt længere sagsbehandlingstid på ikke kritiske sager, siger politidirektøren.

Fyringsrunden kommer som følge af et landsdækkende effektiviseringsprojekt, samt at politiet har en meget stram økonomi i såvel 2011 som 2012.

Ifølge Nordjyllands Politi kommer fyringerne ikke til at betyde, at politifolk på permanent basis skal løse administrative opgaver, da opgaverne forsvinder.

Nordjyllands Politi beskæftiger 856 ansatte, hvoraf 126 er administrative.