380 bilister fik bøde med hjem

En uges trafikrazzia gav pote og fælden klappede for 380 bilister, der fik bøder til 500 kroner stykket med hjem.

Nordjyllands Politi satte hårdt ind mod bilister i hele sidste uge, der kørte uden sele eller talte i mobil, mens de kørte bil.

Størstedelen af bøder blev givet til bilister, der ikke havde husket selen, selvom mobilsnak fortsat er et stigende problem.

- Antallet af bøder er cirka det niveau, vi kender fra tidligere razziaer, men der bliver givet flere og flere bøder til folk, der taler i håndholdt mobiltelefon, siger vicepolitiinspektør Ole Schmidt fra Den Operative afdeling ved Nordjyllands Politi til Nordjyske Medier.

Når der bliver skrevet eller snakket i mobil under kørslen er bilisten ikke bare til fare for sig selv, men i høj grad også andre trafikanter. Det er bekymrende synes Ole Schmidt.  

- Dem der glemmer sikkerhedsselen eller taler i mobiltelefon, kan lige så godt få det lært, for det er noget vi fokuserer meget på i vores almindelige kontroller, siger vicepolitiinspektøren.

Det er med at få det lært, for fra 2012 stiger bøden for at tale i håndholdt mobiltelefon, imens du kører fra 500 kroner til 1500 kroner.


Seneste nyt

fra Nordjylland