3F anmelder IF Group

3F og næstformand Allan Busk har politianmeldt IF Group for injurier. Foto: Ivan Johan Hansen

Fagforeningen 3F har politianmeldt IF Group for injurier.

Fagforeningen 3F og nedbrydningsfirmaet IF Group er kommet på kant i en sag om flere af IF Groups rumænske medarbejdere.

I en video, som IF Group har lagt ud på sin Facebookside, siger IF Groups kommunikationschef, Line Adelborg, at 3F beskylder dem for at true deres medarbejdere. Men, fortsætter Line Adelborg, det forholder sig lige omvendt - det er 3F, der truer IF's medarbejdere. Den udtalelse har nu fået 3F til at politianmelde IF Group for injurier.

- IF har i aftes lagt en video op, hvor de indikerer, at nogle af mine medarbejdere truer nogle af deres medarbejdere til at gå imod IF, og jeg kan ikke acceptere, at den slags udtalelser mod mine medarbejdere kommer ud. Vi ved, at det aldrig har fundet sted, at det er det pure opspind, og det har vi beviser for, siger næstformand i 3F Aalborg, Allan Busk.

I Facebookvideoen optræder også en anonymiseret østeuropæisk medarbejder fra IF, som fortæller, hvordan medarbejdere fra 3F har opsøgt ham på en byggeplads og med aggressiv og truende adfærd har forsøgt at få ham til at melde sig ind i 3F og vende sig mod IF Group.

Allan Busk bekræfter rigtigt nok, at nogle af hans medarbejdere har opsøgt de rumænske medarbejdere fra IF, men det er ikke foregået truende eller aggressivt.

- De har banket på og er blevet inviteret ind, og så har de haft en snak om fagforening og arbejdsforhold. Det er ikke foregået anderledes end alt andet opsøgende arbejde, vi laver på byggepladserne, siger Allan Busk.

 

Læs også IF beskylder 3F for chikane og trusler

 

Flere nyheder fra TV2 Nord