TV2 Nord

3F klager over Arbejdstilsynet

3F Aalborg har i flere uger forgæves forsøgt at få Arbejdstilsynet i tale. Ifølge fagforeningen er en byggeplads i Gug både farlig og ulovlig, og derfor har man i flere tilfælde både ringet og skrevet til tilsynscenteret i Hadsten, men uden respons.

- Vi oplever det som kaotisk, og aner ikke hvad vi skal gøre for at få Arbejdstilsynet i tale, siger miljøkonsulent ved 3F Aalborg Niels Christian Rasmussen til TV2/NORD.

Men Arbejdstilsynet afviser kritikken som en misforståelse.

- Vi har faktisk været på besøg på byggepladsen hele to gange i februar og har blandt andet uddelt flere påbud. Der er helt klart tale om alvorlige overtrædelser af loven, siger centerchef Tove Ferm.

Arbejdstilsynet overvejer nu, om byggepladsen i Gug skal politianmeldes. 3F Aalborg vil nu forsøge at få et møde med Arbejdstilsynet for at få redt trådene og eventuelle misforståelser ud.

Har du et godt tip?