3F opforder til stop af ulovlige blokader

3F's Transportgruppe og forbundets landsklubber for chauffører tager nu skarpt afstand fra de vrede chauffører, som det seneste døgn har blokeret færgeterminaler, Storebæltsbroen og andre trafikknudepunkter.

Forbundet 3F opfordrer til omgående stop af blokaderne, skriver Nyhedsbrevet 3F.

Uanset hvor utilfreds man er med de kørehviletidsregler og højere bøder for brud på reglerne, der blev vedtaget sidste år, er det dybt uansvarligt at tage sine kolleger og godstransporten som gidsel, lyder det fra såvel 3F's Transportgruppe som de 3F-organiserede chaufførers landsklubber.

- Der har været forskellige problemer omkring de regler og bøderne for brud på dem. Derfor er der nedsat en arbejdsgruppe under Justitsministeriet, der løbende ser på om reglerne fungerer rimeligt. Reglerne er allerede blevet lempet, og på den baggrund er blokader en både farlig og tankeløs måde at råbe op om problemerne på, siger forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe Jørgen Aarestrup Jensen til nyhedsbrevet 3F.

3F har ad flere omgange efterlyst eksempler på urimelige bøder og sager om misforståelser, det ikke har været muligt at løse med politiet efterfølgende.

- Men selv om myterne om gigantiske bøder for små forseelser florerer, har vi ikke set eksempler på det aktionsgruppen kalder urimelige dummebøder. Jeg vil gerne medgive, at det er blevet sværere at overholde reglerne om hvil på en hensigtsmæssig måde, fordi der er blevet nedlagt en række rastepladser. Men blokader
løser ingenting og det gavner bestemt ikke chaufførernes sag, siger Jørgen Aarestrup Jensen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord