4-årig pige sex-misbrugt

En blot 4 årig nordjysk pige er udsat for seksuelt misbrug på et opholdssted. Hun var anbragt der for at være i sikkerhed, mens politiet efterforskede en sag, hvor hendes egen familie var under mistanke for seksuelt misbrug.

Et ægtepar i Thise er i chok, efter at familiens lille datter er blevet misbrugt af store drenge på et opholdssted i Skive.

- Jeg var fuldstændig tosset. Det skulle ikke kunne finde sted, siger Bo Holm, faderen til børnene i Thise.

Den fire-årige pige og hendes fem søskende var anbragt på Sabroegaarden i Skive af Brønderslev Kommune, mens politiet efterforskede en sag, hvor familiens ældste søn var mistænkt for at have begået overgreb mod et af familens børn.

Personalet på Sabroegaarden ringede selv til forældrene for at fortælle, at deres datter var udsat for et seksuelt overgreb, og dagen efter kom detaljerne med post.

- Vi fik nogle papirer, hvor der stod en masse grimme ting angående vores datter og en dreng, der havde haft samleje - dernede på Sabroegaarden, siger faderen.

Familiechefen i Skive Kommune er rystet over sagen.

- Det er tragisk. Jeg er ked af, at sådan noget kan ske på en døgninstitution her i Skive Kommune, siger Svend Frøslev, familiechef i Skive Kommune.

Overgrebet har kunnet ske, fordi der var steder uden opsyn på en legeplads.

- Vi holder øje med, hvor de er henne nu, siger familiechefen

Et eksternt privat firma har været hyret til at føre tilsyn med opholdsstedet.

Brønderslev Kommune var handlekraftig og fjernede alle børn i familien i løbet af få timer, da der opstod mistanke mod den ældste søn - i øvrigt en mistanke, som politi og anklagemyndighed droppede kort efter. Nu har familien svært ved at forstå, at kommunen har sagt til dem, at man ikke vil foretage sig noget efter overgrebet på Sabroegaarden.

- Vi har mistet seks børn. Det er vel en rimelig stor pris. Det er en hel familie, der er splittet ad, siger Bo Holm

Børnene er på familiens anmodning alle fjernet fra Sabroegaarden. De er i familiepleje forskellige steder, mens Brønderslev Kommune finder ud af, om der har været omsorgssvigt i hjemmet


Seneste nyt

fra Nordjylland