Milliondonation: 40 el-kørestole giver demente i Aalborg luft under vingerne

40 nye kørestol skal hjælpe demente og deres pårørende i Aalborg Kommune. De doneret af virksomheden Vela A/S.

Frisk luft, en tur i skoven eller bare en smut til købmanden. For mange mennesker er det hverdagsting, men for demente plejehjemsbeboere er det ting, der ikke længere bare sådan lige er til at gøre.

Men nu bliver det hele alligevel muligt for beboere på demensplejehjem i Aalborg Kommune. Den nordjyske virksomhed Vela A/S har nemlig doneret 40 såkaldte ledsagerstyrede, eldrevne kørestole til kommunen.

- Det giver mulighed for, at man kan komme ned til købmanden, man kan komme ned til søen, man kan tage til Vesterhavet for den sags skyld, forklarer plejehjemsleder Bente Helbo Jensen fra Skipper Klement Demenscenter i Svenstrup.

Helt ny verden

Mange demente mister evnen til at gå i takt med, deres sygdom udvikler sig, og da mange af de dementes nærmeste pårørende selv er oppe i årene, kan de nye eldrevne kørestole åbne en hel ny verden.

- Det giver følelsen af at opleve årstidernes skiften. Det giver følelsen af at komme ud. Vi elsker alle naturen, og det gør vores beboere også, siger Bente Helbo Jensen til TV2 Nord.

Skipper Klement Demenscenter har fået fem af de i alt 40 nye kørestole, Aalborg Kommune har fået. Kørestolene er neddroslet fra at køre maksimum 10 kilometer i timen til bare tre-fire stykker, så alle kan følge med. De kan køre 20 kilometer på en opladning, og koster 50.000 kroner stykket.

Aalborgfirmaet Vela A/S har store forventninger til deres milliondonation.

- Vi håber på, at vi kan få rigtig mange gode historier fra folk, der får en god oplevelse af at komme ud sammen. Vi vil jo også gerne se, om der er et behov inden for demensområdet. Hvis der er det, får vi mulighed for at sælge vores stole i resten af landet, forklarer administrerende direktør fra Vela A/S, Per Buus.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland