4000 liter flybrændstof løb ud i bæk

Der er løbet flybrøndstof ud på Flyvestation Aalborg. Foto: Ib William Christensen

Flyvestation Aalborg blev mandag morgen ramt af et større udslip af flybrændstof.

Mandag morgen omkring klokken 07 blev Beredskabcenter Aalborg kaldt ud til en større forurening på Flyvestation Aalborg.

Omkring 4000 liter flybrændstof er løbet ud i en bæk ved flyvestationen. Brændstoffet er skadeligt for planter og dyr, men Beredskabscenter Aalborg regner med at have indsamlet brændstoffet i løbet af et par timer.

- Nogle tekniske faktorer har svigtet, og det gør, at brændstoffet løber ud og ned i en bæk, siger indsatsleder Bent Tindahl.

Bækken er forbundet med Lindholm Å, som løber videre ud i Limfjorden.

- De kemiske stoffer er selvfølgelig ikke godt for åen, så det er en miljøopgave at begrænse skaderne på flora og fauna, fortæller indsatslederen.

Han understreger, at der ikke er antændingsfare.

Flere nyheder fra TV2 Nord