4000 nye kunder skaber historisk overskud for Sparekassen Thy

Fokus på nærhed og den lokale forankring har dannet grundlag for en massiv fremgang. Derudover har folk uden for Thy fået øjnene op for området.

2016 var et usædvanligt godt år for Sparekassen Thy. Det kunne spores fremgang overalt i Sparekassen, der fik 4.000 nye kunder i løbet af året, og dermed fortsætter kundetilstrømningen til Thy´s støreste pengeinstitut.

Det skriver Limfjordupdate.dk. 

Årets resultat blev 124 mio. kr. før skat svarende til ene 39 procent bedre end sidste år. Og det stærke regnskab skyldes blandt andet en stor tilstrømning af kunder og at det generelt går godt i Thy.

– Vi fik cirka 4.000 nye kunder i 2016 og fortsatte dermed trenden fra 2015, hvor vi bød velkommen til cirka 3.000 nye kunder.

- Det er vi selvfølgelig glade for, og det er da også en af årsagerne til, at vores indlån er vokset med 1 mia. kr. i 2016, ligesom de nye kunder, sammen med de eksisterende, har givet øget aktivitet blandt andet fordi mange har omlagt deres realkreditlån, siger direktør i Sparekassen Thy, Ole Beith, ifølge Limfjordupdate.dk. 

Sparekassen Thy har 48.915 kunder og det er syv procent flere end sidste år. Der samlede forretningsomfang er steget med 8,4 procent til 24.1 mia. kr.

 - Vi er et lokalt pengeinstitut, der fokuserer på lokalområdet. Det er også derfor, vi er sponsorer for en lang, lang række foreninger og initiativer og det, at vi er synlige i lokalområdet, har uden tvivl stor betydning, lyder en del af forklaringen på fremgangen fra Sparekassedirektør Ole Beith.

Herudover peger han på, at man dækker et ønske om nærhed fra kundernes side.

– Man kan som kunde kontakte sin rådgiver direkte, og rådgiverne sidder tæt på kunderne og det tror jeg også er noget af forklaringen. Alle kunder har ikke behov for at kunne kontakte en rådgiver, mens andre har et andet behov og vi forsøger at favne begge dele. 

Men mange af kunderne kommer faktisk også udenfor lokalområdet i Thy.

– Vi kan mærke, at Thy er blevet et brand over hele landet. Thy er blevet hipt. Vi oplever, at vi bliver kontaktet af kunder, der har venner, der er thyboere som bor i f.eks. København eller Aarhus, men som stadig er kunde hos os. Den type kundeambassadører både i og udenfor lokalområdet, bærer en stor del af interessen for at blive kunder hos os, siger Ole Beith.

Det er ikke en enkelt branche, der trækker udviklingen i den positive retning.

- Vi har ikke mange kunder i én enkelt branche. Derfor er det en lang række brancher, der trækker udviklingen. Otte procent af vores kunder er indenfor landbruget, og det er klart, at stigende afregningspriser på mælk og svinekød, giver mere luft hos landmændene, siger Ole Beith. 

- Omvendt kan vi stadig se, at detailhandlen har det svært blandt andet på grund af konkurrencen fra nethandlen. Og i den anden ende af skalaen ligger så fiskeriet, der lige nu oplever nogle rigtigt gode år. Men vi ser, at især de lokale produktionsvirksomheder, der har eksport, klarer det rigtigt godt lige nu, siger Ole Beith.


Seneste nyt

fra Nordjylland