43-årig kvinde fra Farsø dræbt i ulykke på E45

Foto: Per Frank Paulsen (Arkivfoto)

Natten mellem lørdag og søndag har en 43-årig kvinde fra Farsø mistet livet i en ulykke på E45.

En 43-årig kvinde fra Farsø er afgået ved døden mens hendes partner, en 49-årig mand, er kvæstet, men uden for livsfare efter en ulykke på motorvej E45 mellem Hadsten og Sønder Borup i Østjylland. Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Bo Christensen.

Parrets bil blev påkørt bagfra af en varebil da de, af ukendte årsager, holdt stille på motorvejen - delvist i nødsporet og delvist i første vognbane.

Ulykken skete kort før klokken 01.30 natten mellem lørdag og søndag og både kvinden, hendes partner og den 23-årige mand, der kørte varebilen, blev efter ulykken bragt til traumeafdelingen på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

Her forsøgte lægerne at redde den 43-årige kvindes liv, men det var desværre forgæves. Den 49-årige mand, der altså var passager i bilen, blev kvæstet ved ulykken, men er uden for livsfare. Den 23-årige mand, der førte varebilen, slap uden alvorlige skader. 

Læs også Politiet på gaden hele næste uge: Kontrollerer cykler og knallerter

Hvad der forårsagede ulykken - og hvorfor den 43-årige kvinde havde stoppet bilen midt på motorvejen - vides endnu ikke.

- Det er ikke normalt at stoppe på motorvejen, og vi ved ikke, hvorfor de gjorde det. Det er noget af det vi skal have fundet ud af. Vi har ikke haft mulighed for at afhøre den 49-årige endnu, men vi håber han kan være med til at opklare det for os, siger vagtchef Bo Christensen.

Han oplyser videre, at man har sat en bilinspektør til at lave tekniske undersøgelser på ulykkesstedet og til TV 2 Østjylland fortæller han, at man har udtaget blodprøver fra både den 43-årige kvinde, der omkom og den 23-årige mand, der førte varebilen, for at undersøge om de var påvirket af alkohol. 

Læs også Pirat-chauffør kan se frem til monsterbøde

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord