43-årig varetægtsfængslet for skyderi i Sæby

En 43-årig mand er mandag blevet varetægtsfængslet for at have skudt mod en butik i Sæby.

En butiksejer i Sæby fik sig noget af en forskrækkelse, da der i slutningen af maj var blevet skudt ind igennem butiksruden hos Torvets Kaffe & Chokolade med et haglgevær.

- Jeg er lidt i chok, for det er jo ikke normalt, at nogen går rundt med en haglgevær i centrum af vores lille by, siger butiksindehaver Lene Hansen fra Torvets Kaffe & Chokolade, der ligger på torvet i Sæby, 29. maj til TV2 Nord.

Skyderiet fandt formentlig sted natten til lørdag den 27. maj, og Nordjyllands Politi blev alarmeret om episoden mandag den 29. maj. Dagen efter blev en 27-årig mand anholdt og onsdag den 31. maj blev han varetægtsfængslet i fire uger.

Mandag er endnu en mand blevet anholdt og sigtet i sagen. Der er tale om en 43-årig mand, som politiet har eftersøgt i de små to uger, der er gået, siden den 27-årige blev anholdt.

Den 43-årige mand blev mandag kort før middag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring.

- Manden erkendte, at han havde været i besiddelse af våbnet og at han havde befundet sig ved butikken på gerningstidspunktet, fortæller anklager Emil Stensbygaard fra Nordjyllands Politi.

Retten valgte at varetægtsfængsle den 43-årige mand indtil 28. juni. Det er samme dag, som den 27-åriges varetægtsfængsling løber til. Den 43-årige kærede ikke varetægtsfængslingen. Mandagens grundlovsforhør blev holdt for lukkede døre.

- Gerningsvåbnet er ikke fundet endnu og af hensyn til efterforskningen blev grundlovsforhøret derfor holdt for lukkede døre. Vi ønsker ikke, at for mange informationer slipper ud til offentligheden og eventuelle medgerningningsmænd, siger Emil Stensbygaard.

De to varetægtsfængslede er sigtet for ulovlig våbenbesiddelse. Overtrædelse af den paragraf straffes med minimum to års fængsel.


Seneste nyt

fra Nordjylland