45-årig dræbt i ulykke: Kørte frontalt ind i træ

En 45-årig mand er søndag eftermiddag blevet dræbt i en trafikulykke nær Assens. En kvindelig medpassager slap med lettere skader.

En soloulykke på Havndalvej syd for Assens i Mariagerfjord Kommune har søndag eftermiddag kostet en 45-årig mand livet.

Den 45-årige blev erklæret død på stedet efter at han af ukendte årsager kom over i den forkerte side af vejen og kørte frontalt ind i et træ.

- Vi ved ikke, hvordan ulykken ender med at ske og derfor har vi haft en bilinspektør dernede for at undersøge omstændighederne, forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi Bruno Brix, der tilføjer, at man har udtaget en blodprøve fra den afdøde, der førte bilen.

Med sig i bilen havde den 45-årige, der er fra lokalområdet, en kvindelig medpassager, der slap fra ulykken med lettere skader.

Ulykken skete omkring klokken 13.30 og den betød at Havndalvej i et stykke tid var spærret mens politi og redningsmandskab arbejdede på stedet. Det gav dog ikke de store trafikale udfordringer.

Vagtchef Bruno Brix fortæller, at den dræbtes pårørende er blevet underrettet om ulykken.

 
 
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
 
 
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
 
 
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland