45.000 købte armbånd til Aalborg Karneval

Mere end halvdelen af paradedeltagerne havde købt loyalitetsarmbånd til Aalborg Karneval. Foto: TV2 Nord

For fjerde år i træk oplever Aalborg Karneval stigende opbakning fra karnevalister, som køber loyalitetsarmbånd.

Aalborg Karneval indførte tilbage i 2014 et loyalitetsarmbånd med en forhåbning om, at deltagerne
ville være villige til at støtte den fest, som de selv er en del af. Og gæsterne har i stor stil bakket økonomisk op om festen.

På fire år er salget steget fra 25.000 solgte armbånd til nu næsten 45.000 armbånd til trods for, at prisen
er steget to gange, så armbåndet nu koster 150 kroner.

- I 2018 valgte Aalborg Karneval at holde prisen i ro og skrue voldsomt op for indholdet. På den måde
kan vi sige stor tak til de mange tusinde karnevalister, som bakkede op om Aalborg Karneval dengang
økonomien drillede. At så mange fortsat vælger at bakke op er et udtryk for både tillid og loyalitet, og
det er vi dybt taknemmelige for, siger talsmand Mette Bugge fra Aalborg Karneval.

Aalborg Karneval begrunder blandt andet succesen med at Aalborg Karneval for alvor er blevet en
tradition, hvor flere og flere kommer igen. Det fantastiske sommervejr menes også at have tiltrukket
ekstra deltagere til paraden, som i år rundede hele 80.000 karnevalister.

- Flere end halvdelen køber nu et loyalitetsarmbånd, og de har i år kunnet glæde sig over en helt
unik stemning i paraden med så mange glade mennesker samlet for at hylde kærlighed, venskab og
fællesskab samt en kulmination af festen i Kildeparken, hvor sceneprogrammet var mere ambitiøst
end nogensinde, siger Mette Bugge.

Det samlede økonomiske overblik forventes at kunne fremlægges i forbindelse med
generalforsamlingen medio september 2018.

Om Aalborg Karneval

• Aalborg Karneval er blandt de ti største karnevaler i verden og er Nordeuropas
største karneval
• Aalborg Karneval 2018 er det 36. karneval afholdt i Aalborg
• Børnekarnevalet har eksisteret i 33 år
• Børnekarnevalet tiltrækker hvert år 5-8.000 børn og deres forældre
• Aalborg Karneval er hele Danmarks karneval, og der er hvert år karnevalister fra
hele Danmark samt et stigende antal internationale gæster
• Over 1.500 frivillige medhjælpere er hvert år involveret i at afvikle Aalborg Karneval.
• Aalborg Karneval udbetalte i 2017 640.000 kroner til forskellige foreninger som
hjælper med at afvikle karneval.
• 200.000 til 300.000 deltager i eller besøger hvert år Aalborg Karneval.
• Omsætningen i 2016/17 blev cirka 8,6 millioner kroner.