46-årig tankede smugler-telefoner fra Norge

Tiltalt i smuglersag vidste godt, at ven tog til Danmark for at begå kriminalitet.

Tirsdagens tredje afhøring i Ålbæk-sagen handler om smuglernes lukkede telefonnetværk. Det er en 46-årig nordmand, der er tiltalt for at have aktiveret og optanket de telefoner smuglerne brugte til at kommunikere med hinanden.

Han siger dog selv i retten, at det er den 29-årige tiltalte - den 46-åriges gode ven - der aktiverede telefonerne i den 46-årige mands lejlighed. En påstand som bakkes op af den 29-årige selv, der helt frikender den 46-årige for at have en rolle i sagen.

Den 46-årige fortæller i retten, at han er vidende om at den 29-årige skal til Danmark og "Jeg ved jo godt, at han ikke skal til Danmark for at se en fodboldkamp," siger manden, der fik en af de telefoner den 29-årige aktiverede, så de kunne holde kontakten. Han ved at den 29-årige tager de resterende telefoner med til Danmark, og han har også på fornemmelsen, at det der skal foregå ikke er helt efter bogen. Han tror imidlertid der er tale om en inkassosag.

Ifølge den tiltalte er det helt normalt for folk i Norges kriminelle miljøer at købe svenske taletidskort hvor man ikke skal registreres med navn og han tænker, at den 29-årige ikke vil spores på sin tur til Danmark.

Han fortæller videre, at han videresendte koder til at tanke telefonerne med taletid til den 29-årige og at han ikke på noget tidspunkt har forladt Norge.


Seneste nyt

fra Nordjylland