50-årig får lang narkodom for overdragelse af 20 kilo hash

En tidligere rocker tilstår at have overdraget 20 kilo hash til ukendte modtagere men benægter at være en del af bandemiljøet.

En 50-årig mand fra Aalborg skal fire år og seks måneder i fængsel, efter han har tilstået at have modtaget og videreoverdraget 20 kilo hash til ukendte modtagere. 

- Manden blev anholdt den 3. maj i år og har siden tilstået i henhold til anklageskriftet, og i retten i dag valgte han at modtage dommen, fortæller specialanklager Kim K. Kristensen, Nordjyllands Politi. 

Det fremgik af retsmødet, der blev holdt for åbne døre, at politiet havde særdeles gode kort på hånden med henblik på at få manden dømt. 

- Vi har helt konkret beviser i fire tilfælde, hvor vi ved, at han har fået overdraget hashen og derefter overdraget hashen til andre personer i mindre portioner. Han har ikke villet fortælle noget om, hvem der har modtaget de mange kilo hash, siger Kim K. Kristensen. 

Den 50-årige mand er kendt i forvejen af politiet. Tre gange er han tidligere dømt efter straffelovens paragraf 191, der omhandler overdragelse af euforiserende stoffer.

Tidligere HA'er

Tilbage i 2010 fik han en dom på ni års fængsel for overdragelse af ikke mindre end syv kilo amfetamin, og han blev prøveløsladt i 2015. 

- Dengang var han medlem af rockergruppen Hells Angels, i denne sag har han nægtet at være medlem af nogen gruppering, siger anklageren. 

Dommen for overdragelsen af de 20 kilo hash, udløser en straf på ni måneders fængsel, samtidigt bliver hans reststraf på 1371 dage fra 2010-dommen udløst, og dermed skal han tilbringe de næste fire år og seks måneder i fængsel. 

De to mænd er dømt i samme sag. 
De to mænd er dømt i samme sag. 
Foto: arkivfoto

En anden mand blev også dømt i samme sag. En 40-årig mand fra Frederikshavn, der også blev fængslet den 3. maj, fik to måneders ubetinget fængsel og seks måneders betinget fængsel med krav om samfundstjenest for overdragelse af ni kilo hash. De to måneder blev efter varetægtsfængslingen anset for afsonet, og han blev derfor løsladt. 

Han modtog også dommen. 

En 50-årig aalborgenser skal i fængsel for overdragelse af 20 kilo hash.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland