50 SOSU-assistenter truet af fyring i Hjørring

Der er udsigt til at omkring 50 fuldtidsansatte social- og sundhedsassistenter får fyresedlen i Hjørring. Det erfarer TV2/Nord. Kommunens dårlige økonomi betyder, at der at der er udarbejdet et barskt sparekatalog

Det kommunale aflastningscenter Motellet i Hjørring med plads til 41 ældre er i overhængende fare for at blive lukket og alene her vil omkring 25 SOSU-assistenter miste jobbet.

- Jeg er utrolig ked af det, hvis det bliver en realitet. Jeg føler med de kollegaer som måske vil blive afskediget, siger Lene Berendt, der er fællestillidsrepræsentant for de kommunalt ansatte organiseret i fagforeningen FOA.

Lukningen af Motellet er blot et af flere forslag i et omfattende sparekatalog som forvaltningen i Hjørring Kommune har udarbejdet, og som TV2/NORD er kommet i besiddelse af. Politikerne har endnu ikke taget stilling til sparekataloget.

Paradoksalt nok er fyringerne på tale midt i en tid hvor der bliver talt rigtig meget om "flere hænder" i ældreplejen.

Den økonomiske situation i Hjørring Kommune er meget anstrengt. En af de væsentligste årsager er øgede udgifter til sygedagpenge. Med en udsigt til et underskud på cirka 70 millioner kroner i forhold til det oprindelige budget, skal der gøres noget alvorligt nu og her. Ellers kan kommunen risikere at komme under administration.


Seneste nyt

fra Nordjylland