TV2 Nord

50.000 kroner til LOA

Med den seneste donation på 50.000 kroner til det restaurerede skib LOA er der nu indsamlet over 10 millioner kroner til Aalborgs sejlende ambassade.

Det er Den Faberske Fond fra Fyn, der endnu engang har valgt at støtte restaureringen af LOA.

- Med donationen fra Den Faberske Fond er det totale kontantbeløb, der er indsamlet til LOA, nået over syv millioner kroner, mens der er doneret produkter, service- og tjenesteydelser til restaureringen til en værdi af over tre millioner kroner, fortæller Steen Bjerre, bestyrelsesformand for Tall Ship Aalborg Fonden, der ejer, restaurerer og snart driver LOA.

Fonden har inddelt skibet i parter, som kan købes af virksomheder, foreninger, private eller andre, der gerne vil støtte idéen om et enestående dansk sejlskib.

- Lige nu udbyder vi køjerne i LOAs banje, altså mandskabets fælles sove- og opholdsrum. Her er i alt 27 køjer, som vi udbyder fra 35.000 kroner pr. stk., og der er heldigvis god afsætning på dem, lyder det fra LOAs økonomiudvalgsformand, Frits Vilger.

Inden for de seneste par uger har blandt andre Cembrit A/S, Aalborg Events og Aalborg Havn A/S hver især købt en køje.

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto