58-årig mand dømt for overgreb mod 14-årig

Foto: Torben Lykke Larsen (Arkiv)

En 58-årig mand er ved Retten i Odense blevet idømt seks års fængsel for grove sexovergreb mod en 14-årig pige.

En 58-årig mand fra Fyn er ved Retten i Odense blevet idømt seks års fængsel for grove sexovergreb mod en 14-årig pige. Det skriver TV 2/Fyn.

Overgrebene skete blandt andet i en skov på Mors og på en herregård i Jammerbugt Kommune, er det tidligere kommet frem, men den 58-årige har igennem hele sagt, at det seksuelle forhold mellem ham og den 14-årige pige var med pigens fulde accept.

Den forklaring afholdt dog ikke den enige domsmandsret i at finde ham skyldig og idømme ham fængsel. Den 58-årige udbad sig efter dommen betænkningstid i forhold til at anke dommen, skriver TV 2/Fyn.

- Dommen fulgte i store træk det vi gik efter. Nu skal vi hjem og nærlæse dommen med henblik på en eventuel ankesag, siger specialanklager Marianne Birck fra Fyns Politi til TV2/FYN.

- I mine mange år som anklager må jeg sige, at jeg sjældent har set noget af den her kaliber. Man undres, tror jeg bedst beskriver den tanke, jeg står tilbage med efter dommen, siger Marianne Birck.

Den 58-årige er tidligere dømt for samleje med en mindreårig og for besiddelse af børnepornografiske billeder. Det kostede ham i 2012 halvandet års fængsel, og den tidligere dom blev i retten fremført som en skærpende omstændighed. På samme måde er det skærpende af de overgreb den 58-årige onsdag er blevet dømt for, skete under prøvetiden fra den tidligere dom.

Den 58-årige har beskrevet sig selv som en ivrig amatørfotograf. Han har forklaret retten, at han indgik en slavekontrakt med den 14-årige pige, som forpligtede hende til at imødekomme hans seksuelle lyster.

Men der var ifølge manden tale om et rollespil, som skete med pigens accept. Der var på intet tidspunkt tale om tvang eller vold overfor pigen, forklarede den 58-årige ifølge TV 2/Fyn.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord