58 unge på prøve som efterskoleelev

Himmerlands Ungdomsskole slår dørene op i efterårsferien, hvor børn og uge kan få en smagsprøve på livet som efterskoleelev.

Mens langt de fleste af landets skoleelever - og lærere - nyder en velfortjent efterårsferie, er der fortsat skruet fuldt op for blusset på Himmerlands Ungdomsskole i Havbro ved Aars. De faste elever er dog skiftet ud med nogle lidt yngre årgange, som i løbet af efterårsferien får en smagsprøve på livet som efterskoleelev.

58 børn og unge i alderen 11-15 år rykkede søndag ind på efterskolen, hvor de skal prøve kræfter med forskellige aktiviteter og prøve at bo sammen som man gør på et efterskoleophold.

- Vi gør det selvfølgelig for at skabe noget opmærksomhed omkring vores efterskole, og så er det også sjovt at møde nogle nye unge, siger Sara Græsborg, som er lærer på efterskolen.

Det er tredje gang, at Himmerlands Ungdomsskole slår dørene op i efterårsferien, og det er et populært tilbud.

- Nogle er her, fordi de synes, det er rigtig sjovt at prøve efterskolelivet af og gerne vil finde ud af, om det er noget for dem. Nogle er her for at prøve netop denne skole af, og så er der også nogle, der er her, fordi det bare er en sjov efterårsferie, siger Sara Græsborg.

De måske kommede efterskoleelever er kommet fra hele landet. En af dem, der har taget den længste tur, er Molly Thordahl fra Helsingør.

- Jeg læste om det på internettet, og jeg synes, skolen lød rigtig god, så det var en god mulighed for at komme herop. Jeg synes, det er super fedt, og jeg er rigtig glad for, at jeg tog med, siger hun.

Efter bare en dag på efterskolen har hun langt fra lagt sig fast på, om hun vil tilbringe et skoleår i det nordjyske, men førstehåndsindtrykket er i hvert fald godt.

- Jeg kunne måske godt finde på at melde mig ind her. Jeg synes, det er en rigtig god efterskole, og jeg er glad for at være her indtil videre, siger Molly Thordahl.

Selv om Himmerlands Ungdomsskole håber, at nogle af de 58 elever, der er på besøg i efterårsferien, vil vende tilbage og bruge et helt år på skolen, er det ikke altafgørende, at de får dem lokket ind i netop deres fold.

- Vi ved, at der er nogle, der træffer en beslutning, om det er her de vil gå, men det vigtigste er faktisk, at de får prøvet, om de har lyst til at gå på efterskole eller ej, og man får lige en smagsprøve her, siger Sara Græsborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland