6 gode råd til konfirmanderne: Sådan undgår du lommetyveri på blå mandag

Hvert år oplever mange konfirmander at blive bestjålet, når de er ude med vennerne på blå mandag. Vi giver seks gode råd til at undgå en træls situation.

Ingen konfirmationer uden masser af pengegaver, som skal bruges på blå mandag - endnu en festdag efter selve konfirmationen, hvor man mødes med de andre i klassen til en dag, der forhåbentlig skal blive god og mindeværdig.

Desværre ender de blå mandage også ofte med at blive en festdag for lommetyve, som går efter de store børn, der er lette ofre og nemme at spotte i gadebilledet. Hvert år modtager politiet flere tusinde anmeldelser om lomme- og tasketyverier, og en stor del af dem sker på årets blå mandage.

Men med et par gode råd og nogle enkle forholdsregler kan man som forældre roligt sende den nyslåede konfirmand i byen. 

- Som forælder til en konfirmand er det vigtigt at tale med de unge op til blå mandag. Der er en række forholdsregler, som man med fordel kan diskutere med sit barn, siger Lise Agerley, kommunikationsdirektør i forsikringsselskabet Alka. 

Hun anbefaler, at de unge ikke reklamerer for meget med deres nye iPhones og holder antallet af kontanter på et minimum. Kontanter erstattes nemlig ikke, medmindre man har råbt tyven an - men de fleste opdager først tyveriet på et senere tidspunkt, og så er det for sent. 

Ved tyveri af mobiltelefoner, tasker, solbriller og lignende er konfirmanderne dækket af forældrenes indboforsikring. Kontanter og smykker er derimod kun dækket, hvis lommetyveriet opdages med det samme og tyven råbes an. Uanset om tyveriet opdages med det samme eller ej, skal det meldes til politiet som det første og derefter forsikringsselskabet.

6 GODE RÅD TIL KONFIRMANDER:

  1.  Undgå at tage dyre gaver med i byen. En ny designertaske eller iPhone frister tyve. 

  2. Medbring så få kontanter som muligt. Man kan overeje at skaffe et betalingskort i stedet for kontanter.
  3. Opbevar aldrig værdier i bukselommerne eller åbne jakkelommer. Brug en taske med lynlås eller inderlommen i jakken. 

  4. Gå sammen i flok og hold jer til gader med mange mennesker - og vær opmærksom på 
omgivelserne, når I åbner jeres tasker og står med jeres pengepung. 
  5. Hold øje med jeres tasker og jakker, når I spiser.
  6. Lad aldrig mobiltelefoner og punge ligge fremme på cafebordet.

 

Nye tasker, mobiltelefoner og masser af kontanter er blandt de foretrukne gaver til den kommende tids mange konfirmationer. Og det ved lommetyvene godt, så de står på spring, når de unge holder blå mandag.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland