TV2 Nord

60 dages fængsel for kursmanipulation

En aktie-amatør fra Hjørring er blevet idømt 60 dages fængsel for at skrive på debatfora om Vestas-aktien. Arkivfoto

Aktie-amatør fra Hjørring blev knaldet for kursmanipulation efter løs snak om Vestas-ordre på debatforum.

En nordjysk amatør-aktiehandler har på den hårde måde fundet ud af, at man ikke kan skrive hvad som helst på internettets aktiedebatfora. Det skriver epn.dk.

Blot et enkelt indlæg om Vestas-aktien på Euroinvestors aktiedebat tilbage i juli 2007 bragte ham i Finanstilsynets søgelys. Sagen blev sendt videre til Bagmandspolitiet, som tidligere i år fik manden idømt en straf på 60 dages fængsel for kursmanipulation.

Det fremgår af domsafsigelsen, som epn.dk har fået aktindsigt i.

Ifølge anklageskriftet i sagen gjorde manden sig skyldig i kursmanipulation, da han i en aktiedebat om Vestas gav udtryk for, at han besad insiderviden om en "kommende megaordre fra Kina".

I indlægget skrev han, at han havde sin oplysning fra to "indflydelsesrige medarbejdere ved Vestas", og han spekulerede højlydt i, hvad det mon ville få af konsekvenser for Vestas' aktiekurs, når det blev meldt ud i en fondsbørsmeddelelse.

Selvom Vestas efterfølgende rent faktisk meldte om en stor kinesisk ordre, har hverken bagmandspolitiet eller retten i Hjørring fundet anledning til at tro, at manden havde den viden, som han gav udtryk for.
Af sagsakterne fremgår det, at det var en ren og skær tilfældighed, og at den dømte ikke havde relationer til nogen fra Vestas.

Sagen kørte som en ren tilståelsessag, idet aktie-debattøren på ingen måde benægtede, at han havde skrevet indlægget dateret den 6. juli 2007.
Han erkendte, at han havde købt Vestas-aktier af to omgange i dagene op til, at han skrev det famøse indlæg. Men han bedyrede, at "det ikke var for at opnå vinding".

Har du et godt tip?