Nordjysk reje-succes: 61 år gammel opskrift kåret som Danmarks bedste

Fabrikschef Mikkel Knudsen (nr. to fra venstre) og salgsdirektør Jonas F. Nielsen (nr. to fra højre, begge Launis A/S, blev hyldet på scenen i Herning af formand Steen Nørgaard Madsen, Mejeriforeningen, og adm. direktør Anne Lawaetz Arhnung, Landbrug & Fødevarer.

Skagen-virksomheden stod tirsdag øverst på skamlen, da Danmarks lækreste mad skulle kåres på international messe i Herning.

"Ren, fin, frisk rejesmag samt flotte kontraster i farven og perfekt bid." 

Så flotte ord fik Launis Skagen Rejer med på vejen af dommerne, da den Skagen-baserede virksomhed tirsdag modtog førstepladsen i kategorien Kød & Seafood på International Food Contest i MCH Messecenter Herning.

- Vi har aldrig gjort det store ud af at deltage i konkurrencer som disse, og når vi så endelig gør det, vinder vi med en opskrift, som er 61 år gammel. Det er vi stolte over, og vi håber selvfølgelig, at det vil få endnu flere forbrugere til at vælge netop ”Launis Skagen Rejer”, når de handler, siger salgsdirektør hos Launis A/S, Jonas F. Nielsen.

De prisvindende rejer koster også betydeligt mere end andre mærker, men ifølge salgsdirektøren er rejerne alle pengene værd, fordi de er rent danske og ferske.

Ud over et diplom og æren modtog fabrikschef Mikkel Knudsen og Jonas F. Nielsen en vase af glaskunstneren Mikkel Yerst fra Silkeborg.

International Food Contest er et mødested for fødevarebranchen. 

Alle fødevarer kvalitetsvurderes ud fra faglige kriterier. Dommerne er fagets egne folk, professionelle brugere og andre specialister.

Læs også Udspil til finanslov: Regeringen har sat milliarder af til støttepartiers mærkesager

Forsiden lige nu